Vi har altid en tendens til at tro, at den, der er "forladt", er det store offer i et forhold, men det er faktisk sådan, at den, der er forladt, befinder sig i en fuldstændig passiv situation og er tvunget til at håndtere følelsen af afmagt.

Hvordan kæmper man mod en partners vished?

De, der bliver, bliver revet med af en følelse af forræderi selv om der ikke var tale om et "forræderi" i egentlig forstand.

De, der bliver tilbage, føler sig forladt, afvist, forkastet, uelsket... uden jordforbindelse. Det, der er tilbage for dem, der er tilbage, er tårerne.

Af og til, afhængigt af ens uforberedthed eller overraskelse over nyheden, får man lyst til at jonglere for at få den anden person til at vende om. Men det er nytteløst.

Er der skurke og ofre?

Vi begår den fejl at tro, at den, der forlod forholdet, "er i godt humør". Vi ser ham som historiens skurk, som den, der forårsager lidelsen. Men det er ikke helt sådan, det foregår...

I et stabilt forhold, som er startet med den hensigt, at det skal være så langvarigt som muligt, er det klart, at begge bevæger sig i retning af at konsolidere parret.

Det forventes, at kærligheden vil være for evigt og altid, og uanset hvor meget man holder øje med udviklingen i forholdet, kan kærligheden, lysten og interessen for at bevare båndet ende på den ene side.

Nogle gange sker det, at begge mister interessen gradvist og næsten på samme tid, men i de fleste tilfælde er den manglende interesse ensidig.

Hvem holdt op med at elske Den, der er holdt op med at elske, ville ikke ønske at være holdt op med at elske, men det er ikke en beslutning, det sker bare.

Han søger længe i sig selv for at finde lysten, lidenskaben fra de tidlige dage, men finder intet. Han oplever en stor konflikt og går ind i en tilstand af sorg.

Skyldfølelse og frustration

Som også holdt op med at elske mistede en kærlighed og bruger lang tid på at bebrejde sig selv, at foregribe sin partners smerte og at undgå, at han bliver såret.

Og ofte i et forsøg på at benægte, at følelserne bare er forsvundet, i den tro, at der skal være en mere tvingende grund til at adskillelse at det ikke er nok, at kærligheden og begæret er løbet ud, der er begået fejl.

Hvis du befinder dig i denne situation, skal du være opmærksom på ikke at gøre adskillelsen unødigt mere smertefuld, end den naturligt er, ved at undgå følgende situationer:

• Fremkalde sterile diskussioner
• At søge et forhold udenfor som en måde at straffe sig selv for skyldfølelsen over at være holdt op med at elske din partner
• Søger en tvungen nærhed for at "skjule" deres virkelige følelser og intentioner
• At foragte din partner eller behandle ham med ligegyldighed og forestille dig, at det vil få ham til også at holde op med at elske dig, hvilket gør din beslutning lettere

Sådanne holdninger vil kun forlænge og forstærke den uundgåelige smerte, der er forbundet med beslutningstagningen.

Ingen vågner op om morgenen og opdager, at de vil skilles. Det er en proces, som vi indser os selv lidt efter lidt.

De, der gennemgår denne oplevelse, gennemgår en smertefuld refleksiv tilbagetrækning, fordi de ofte ikke har let ved at acceptere virkeligheden af deres følelser.

Og indtil de indser, at det er umuligt at fortsætte med at leve sammen, fortsætter de med at sørge over tabet af en kærlighed, af fælles planer og projekter.

Det er en fejl at tro, at de, der ønsker at skilles, "er i godt humør". Forskellen mellem dem, der forlader og dem, der bliver, er, at de, der forlader, oplever sorg, før adskillelsen er effektiv.

Dertil kommer alt det mod, der er nødvendigt for at kommunikere med partneren og for at håndtere konsekvenserne af denne beslutning på en afbalanceret måde.

Små dødsfald

Ordsproget "når man ikke vil to, skal man ikke slås" gælder perfekt i tilfælde, hvor ønsket om at skilles er ensidigt. Når en af de to parter kommer til at kommunikere denne beslutning, er den allerede længe modnet - og har lidt.

Den følelse af lettelse, som de, der forlader dem, oplever, og den tilsyneladende enkelhed, hvormed de kan håndtere problemet, opfattes ofte som ufølsomhed, og det er en anden fejltagelse.

Hver enkelt lever på sin egen måde og på sit eget tidspunkt med tabets smerte, og efter den første påvirkning er det altid godt at huske på, at der i kærlighedsforhold ikke findes noget garantibevis og endnu mindre udløbsdato.

Begyndelse, midte og afslutning. Selv forhold, der varer "til døden os skiller", lider undervejs under små tab.