En fuldgyldig fagmand besluttede at svare pr. e-mail på en temmelig grov anmodning fra en vigtig kunde, idet han nægtede ham muligheden for, at hans virksomhed kunne opfylde denne anmodning, og forklarede hvorfor. Kunden returnerede e-mailen samme dag med kopi til sin direkte chef og erklærede, at hvis virksomheden ikke kunne hjælpe ham med noget, han virkelig ønskede, ville han annullere kontrakten.Dette budskab nåede tilbage til direktøren, som "skar hovedet af den professionelle mand af", efter at kunden valgte at lukke kontrakten med en anden leverandør.

I en anden situation var en yngre fagperson vidne til en kollega, der var i en situation, hvor han var i gang med at debauche og grine bag ryggen på en ældre kunde. Hun besluttede sig for at "hævne sig" på damen ved at kritisere ham foran teamet. Hun tænkte bare ikke på, at denne kollega var nevø til en af virksomhedens partnere. Den følgende dag havde en "fugl" venligt rapporteret hele diskussionen til områdedirektøren, somopfordrede den nyansatte juniorprofessionelle til at trække sig tilbage fra virksomheden.

I den tredje situation valgte en læge at acceptere en stilling i en privat virksomhed efter mange års karriere på intensivafdelinger. Hans mareridt i begyndelsen af overgangen var at vide, hvordan han skulle svare på e-mails og hvem han skulle kopiere. Da han endnu ikke var helt klar over virksomhedens "kodeks", kopierede han nogle gange flere personer om spørgsmål, der ikke var relevante, eller han kopierede ikke nogen, hvilket skabte konflikter, somblev taget med på chefens kontor til en ubehagelig "justeringssamtale", som han kom ud af, mens han gik på æggeskaller.

Hold dig væk fra fælder

E-mail har ikke afsenderens intonation, og vi ved, at visse følsomme sager bør behandles forsigtigt og assertivt uden at give plads til spekulationer. E-mail er godt til korte, direkte og informative meddelelser, men bør aldrig bruges i konfliktsituationer, medmindre en af parterne nægter at se den anden personligt. Alligevel bør forsøget på atat arrangere et møde ansigt til ansigt, fordi de endnu ikke har opfundet et virtuelt medie, der gengiver følelsen af at være ansigt til ansigt, øje til øje, med et åbent hjerte for en god samtale.

Blandt ledere er det en almindelig fejl at bede medarbejderne om at bidrage til en ny idé eller et nyt projekt, og når de så kommer med deres mening, ignorerer de den og siger: "Det vil ikke fungere" eller "Det har vi prøvet før" eller endda "Jeg kan bedre lide idé Y" (som de i øvrigt selv har fundet på). Når vi beder teamet om hjælp, bør vi lytte til alle.generøst, uden at afbryde dem, for ikke at risikere at hæmme deres fremtidige samarbejde.

Og hvad kan vi sige om fagfolk, der tror, at de skal sige alt, hvad de tænker, for at være oprigtige og sove i fred? Selv i dag er jeg forbløffet, når jeg modtager klienter, der kritiserer impulsivt, fordi "de var oprigtige", uden at overveje lytterens synspunkt og uden at forudse de katastrofale resultater af en sådan naivitet. Resultatet: de behandler deres kolleger, som om de var ude af stand til atDerefter klager de over konsekvenserne og accepterer ikke at betale prisen for denne handling. Oprigtighed har en grænse! En klient fortalte mig, at han mistede to forfremmelser, fordi han gerne ville tro, at han var den eneste i sin afdeling, der "talte sandt".

Dette er nogle situationer, hvor fagfolk "tog fejl", når de skulle beslutte, hvad de skulle sige eller ikke sige på arbejdspladsen, på hvilken måde de skulle sige det på og gennem hvilke midler. Erhvervskommunikation er en kunst og skal udvikles ligesom alle andre færdigheder.

En grundlæggende regel i forretningskommunikation er: "ros offentligt, kritik privat" (selv den konstruktive). Man bør ikke udstille sine kolleger af flere grunde, hvoraf den første er mangel på faglig etik. Den anden grund er at pådrage sig uretfærdighed på grund af den manglende evne, som vi alle har, til på kort tid at kende alle de faktorer, der har ført den pågældende person til atAt leve som voksne kræver, at vi træffer bevidste valg, og det kræver evnen til at vide, hvornår det er det rigtige tidspunkt at tale og hvornår det er det rigtige tidspunkt at tie. Nogle gange taler tavsheden mere!